Nogen gange ser man serier man nærmest har glemt sekundet skærmen slukker. Jeg tog ned til bror er ikke en af dem.

Den er lavet ud fra bogen "Jag for ner till bror" af Karin Smirnoff, og handler om en kvinde, Jana Kippo, der rejser tilbage til Nordsverige, hvor hendes bror, der hedder bror, er ved at drikke sig ihjel. Man følger hendes ageren i det indespiste og religiøse lokalsamfund. I løbet af de fire afsnit får man gradvist og ganske usødet fremvist traumatiske minder fra hendes barndom, efterhånden som hendes underbevidsthed selv fremkalder dem for hende.

Serien er rå, barsk og ubarmhjertig. Personerne er nuancerede; der er ingen der udelukkende er gode eller onde, som mennesker på tv ofte skildres. Selvom den på overfladen handler om vold, overgreb, svigt, død osv - der er stort set intet der ikke bliver berørt - er den også enormt smuk og livsbekræftende. Hvad gemmer der sig under overfladen på den mørke socialrealisme? Hvad er det driver karaktererne fremad, trods deres dårlige ods, omsorgssvigt og misbrug?

Når rulleteksterne i sidste afsnit kører ned ad skærmen, kan man let blive overvæltet af den realistiske brutalitet. Måske endda føle at det var i overkanten eller overflødigt for seriens budskab. Men når de mangfoldige dimensioner stille og roligt bundfælder sig, vil man, hvis man er en følsom sjæl som undertegnede, med blanke øjne åbenbares for, at serien parallelt med grusomheden, formår at handle mindst lige så meget som dyb kærlighed, omsorg, håb, lysten til forbedring og stædig, utrættelig livskraft.

Det er ikke en serie man skal sætte på, hvis man vil stryges med hårene med en spand popcorn i skødet. Det er en serie man kan se, hvis man vil have beriget sine neuroner med et stykke nuanceret, smukt, overvældende og grusomt psykologisk, socialrealistisk kultur, der hænger ved i baghovedet dagen efter mens man kører på arbejde. Men tag lige en dyb indånding inden du trykker play.