Det er underligt at tænke på, at en af de største tænkere i vor tid, Jürgen Habermas, forlod os netop nu, hvor hans idéer føles mere nødvendige end nogensinde. Han døde i en verden, der er ved at glemme, hvordan man taler sammen. Nu tænker du I sikkert, hvad har Harbermas med kulturen at gøre?

Meget for i alle dens former, kan det stadig være det sted, hvor vi genfinder evnen til at lytte, forstå og udfordre. Og Harbermas kæmpede for netop det. Habermas voksede op under nazismens mørke, og det prægede ham for livet. Han så, hvordan et samfund kan bryde sammen, når dialog erstattes af dogmer, og når magten ikke længere stilles til regnskab. Han troede på, at vi gennem sproget og den åbne samtale kunne skabe et rum, hvor alle - 'uanset baggrund' kunne mødes som ligeværdige. Det lyder måske naivt i en tid, hvor algoritmer og politiske strategier deler os op i lejre, der aldrig mødes. Men det er netop der, kulturen kommer ind i billedet.

Kunst, litteratur, musik, de er ikke bare underholdning. De er det sidste frie rum, hvor vi kan stille de spørgsmål, som politikken ikke tør. Hvor vi kan udfordre vores egne fordomme, møde den andens perspektiv og erkende, at verden sjældent er sort eller hvid. Habermas ville måske sige, at det er her, den kritiske tænkning begynder: I mødet med en bog, der ryster os, et maleri, der får os til at standse op, eller en sang, der giver ord til det, vi ikke selv kunne sige.

I dag ser vi, hvordan højrepopulismen vinder frem ved at udnytte frygt og vrede. Den lover enkle løsninger på komplekse problemer og skaber fjendebilleder, der skal forene ”os” mod ”dem”. Men kulturen kan bryde det mønster. Den kan mindes os om, at vi alle bærer historier, der er værd at høre, også dem, vi ikke er enige med. Den kan vise os, at demokratiet ikke bare er en stemmeseddel, men en måde at være sammen på.

Habermas troede på, at vi gennem dialog kunne nå frem til sandheden, eller i det mindste en fælles forståelse. Det kræver, at vi tør sige ”jeg ved det ikke” og lytte, når andre taler. Det kan kulturen træne os i: At se verden med nye øjne, at erkende vores egne begrænsninger og alligevel stå fast på, at der findes noget, der er større end os selv.

Måske er det der, vi skal starte. Ikke med at skriges ad, men med at fortælle historier. Historier om, hvem vi er, hvad vi frygter, og hvad vi håber på. For det er der, Habermas’ ånd lever videre: I det øjeblik, hvor vi vælger at mødes i stedet for at skubbe hinanden væk.

Jeg tænker Feddit.dk er et sted hvor det her faktisk lever, på trods af uenigheder, selvom vi kan være bedre, på begge sider.

Men for nu, tak for alt Jürgen Harbermas, hvil i fred.