Jeg læser pt. Linea Maja Ernsts Kun til Navlen og er... irriteret? Den er virkelig fint skrevet og har også sjove passager, men jeg har det meget svært med alle karaktererne (måske på nær én). Fem prætentiøse voksne, to solide kærester og to børn, som spiller en minimal rolle, i et sommerhus. Gamle følelser og antipatier genopstår mens personerne (introspektivt) filosoferer over livet, kærligheden og fremtiden på skiftevis overlegen, overbærende, selvironisk og usikker vis. Jeg har tilbragt min del af tid i diverse elfenbenstårne, og mens jeg læser bogen er det ikke noget jeg savner.