Det er et rigtig godt ord for det! Som du selv siger: meget rammende.

Der var folk som også prøvede at hjælpe imellem alle dem, som fik et dopamin boost af at jorde en. Problemet med dem, der gerne ville hjælpe var at at faktisk ikke magtede opgaven. De kom med deres slogans og ordsprog og følte at de gjorde noget godt, men alt de gjorde var at afsløre hvor lidt de forstod og hvor totalt uforberedte de var på at hjælpe folk, der kæmper psykisk. Blandt de velmenende ord jeg fik med på vejen og som kun gjorde mig værre var ting som:

"Du har nok kun en let depression" - sagt af min læge den ene dag jeg havde samlet kræfterne til at komme og se ham i stedet for at ligge og stirre ind i en væg i en måned, mens jeg planlagde mit selvmord eller ringede til min kæreste 20 gange i streg fordi jeg var overbevist om, at der var sket ham noget og at han lå død med knivstik et eller andet sted.

"Husk at du ikke er din depression ✨️" - slogan på en folder om depression i et venteværelse hos en psykolog. Altså. Når man har depression så er hjernen jo i krig med sig selv og leder efter enhver mulighed for at selvsabotere og sådant et lille live laugh love slogan bliver kun tolket som at det man oplever ikke er virkeligt og at man ikke skal regne med at nogen her kommer til at tage ens virkelighed seriøst. Hvilket jo heller ikke var helt forkert i mit tilfælde. Det er nok noget af det mest kiksede pjat man kunne skrive på en folder om depression. Der kunne ligeså godt have stået: vi ved ikke hvad vi snakker om, men vi syntes det her lød snappy!

"Angst er lidt som en hovedpine. Den er ikke farlig selvom den er ubehagelig" - sagt af min læge. Min kæreste har altid godt kunnet lide det udtryk og har forsvaret det mange gange gennem årene og jeg kan jo også godt se i dag at det ikke er ondt ment eller en forkert sammenligning, men det skal man altså bare ikke sige til en person, der får daglige angstanfald. Vi ved godt, at det ikke er noget vi dør af. Vi får minimum et angstanfald om dagen. Vi ved godt vi ikke dør af det eller at det er farligt. Det er slet slet slet ikke det, det handler om. Men det smadrer vores hverdag og det smadrer mig psykisk og fysisk i flere dage efter hvert anfald. Det er jo ikke livskvalitet. Hvad skal jeg dog bruge "angst er som en hovedpine" til? Det har du hørt på et eller andet kursus og fordi du ikke ved hvad du skal sige til mig, så siger du det der.

En jeg kender, som endte på en klinik for folk med spiseforstyrrelser havde også en lignende oplevelse af at de professionelle overhovedet ikke havde forståelse for hvad en spiseforstyrrelse er og hvad den gør ved den syge. De sagde til hende at hun blev nødt til at spise noget, ellers ville hun dø af det. Som hun sagde til mig: altså, det var jo lissom planen, men de gik allesammen bare ud fra at jeg gerne ville leve så det gik helt skævt fra start. På det tidspunkt havde hun ikke spist fast føde i lidt over et år og levede 100% af kaffe og energidrikke og kakaomælk. Men de professionelle tilgik deres patienter med deres eget verdenssyn i stedet for at forstå og sætte sig ind i de syges verdenssyn og arbejde med dem derfra.

Og sådan er det bare. Man skal helst passe ind i de professionelles verdenssyn og når deres "hårde arbejde" unægteligt fejler, så bliver de frustrerede på en fordi man ikke bare bliver rask og holder deres tidsplan.

Kontanthjælpssystemet er på nøjagtig samme måde hvis man bliver sygemeldt og slipper for at skulle i aktivering osv. De ånder dig i nakken, gør de, og hvis du så meget som griner af en joke eller har en enkelt dag hvor du godt kan gå udenfor en dør og tage ned og handle, så klapper fælden og så skal du erklæres rask og tvinges ud i aktivering og tage dig sammen og yadda yadda. Så hvis man har depression på den måde jeg havde det, så synker man aktivt længere ned i mørket og bliver bange for at få det bedre fordi så mister man det pusterum man har brug for.

Vi endte faktisk med at melde mig helt ud af kontanthjælpssystemet og overleve på min kærestes SU i nogle år. Det var meget, meget hårdt, men vi vurderede at hvis jeg nogensinde skulle have en chance for at blive rask, så skulle jeg ud af systemet og vi måtte bare prøve at overleve så godt vi kunne indtil min kæreste blev færdig og kom i arbejde.

Systemet hader dig, hvis du er syg. Selv dem, der egentlig gerne vil hjælpe dig, gider dig ikke hvis du er for lang tid om at blive glad igen. Og selv hvis de gerne vil dig, så er systemet sat op til at straffe dig. Jeg havde én psykolog ud af de mange ligegyldige, som faktisk vidste hvad hun lavede og virkelig hjalp mig. Problemet var at min sygesikring kun dækkede de ti første samtaler og derefter måtte jeg betale fuld pris for at fortsætte og det havde jeg på ingen måde råd til. Så det der skete var at hun brugte ti samtaler til at nå ind til min kerne, som en kirurg, der med præcision skærer dig op så du er allermest sårbar og blottet... og så forlod hun rummet og jeg måtte sy mig selv sammen igen. Det forløb ødelagde mig mere end alle de andre, med de inkompetente psykologer. Jeg var så fucked up efter forløbet hos den gode psykolog, at jeg aldrig igen genvandt tilliden til terapiforløb og aldrig igen kommer til at betale nogen for at "skære mig op" på den måde igen. Synes faktisk at det er decideret forkasteligt at man kan gøre sådan noget mod mennesker. Psykologen selv var heller ikke glad for at slippe mig, men hun kunne ikke gøre noget så eh. Jeg ved ikke om det blev indført, men jeg vsr glad da politikerne for nogle år siden snakkede om at gøre psykologsamtaler gratis for unge op til 25 år eller hvad grænsen nu var. Det er virkelig et godt forslag for det er virkelig ikke hensigtsmæssigt at forvente at unge mennesker, der knap har penge nok til mad, skal kunne diske op med 1200 kr om ugen så de kan få bearbejdet vilde traumer, der smadrer deres liv og evne til at tage uddannelser og tjene penge. Håber, at det blev indført, for det der med at man kan fikse et menneske, der lider med ti psykologsamtaler er en total utopi.

Alt dette er selvfølgelig den positive version af mine oplevelser i systemet. De dårlige er alle mistænkeliggørelserne af en som syg, chikane og mobning i aktivering, psykologer, der modarbejder en og sagsbehandlere der decideret sidder og råber dig ind i ansigtet nede på jobcenteret og kalder dig alverdens grimme ting foran andre borgere, der går forbi. Jeg var langt fra den eneste, der blev behandlet på den måde. Det var rimelig normal kotyme og jeg var lang fra den, der blev behandlet værst.

Men altså, systemet er meget effektivt til at få luget de svageste i samfundet fra. Hvis ikke du kan og ikke har nogen, der kan kæmpe/betale for dig, så kan du jo bare dø så du ikke længere er en besværlig belastning for systemet. Det er lettere for systemet hvis du bare forsvinder. Så kan vi smide dig ind i en eller anden sørgelig statistik og lade som om at vi ikke har en finger med i spillet. Aisha er et rigtig godt eksempel på det i og med at de prøver at overtale hende til at forlade Danmark. Om du flytter eller dør, er ligemeget. Please bare gå væk, så vi ikke skal bruge flere ressourcer på dig.