Jeg har aldrig helt forstået hvorfor folk ønsker sig bestemte ritualer efter deres død. Fx: jeg vil begraves under dét træ, jeg vil spredes i en norsk fjeldsø osv. Jeg kan godt lidt forstå det. Hvad nu hvis man lever videre på en måde. Måske er tanken om at ligge ved siden af sin familie betryggende.

Men man er jo død, så hvad betyder det? De neurale netværk der er grundstenene i vores perception er nedbrudte. Alt opleven er ophørt. Derfor må udfaldet være uden betydning for en selv? Ja, ved godt jeg er lidt tør.

I sidste weekend spredte vi asken fra et familiemedlem. En meget dejlig og højt elsket mand. En person der kunne se gennem andres indgroede forsvarsmekanismer og se hvad der gemte sig i dybet. En person der hele livet igennem formåede at opdatere sine holdninger så de fulgte med kulturen. Og det mest optimistiske menneske jeg nogensinde har mødt. Går ikke i detaljer, men det er er ret utroligt og inspirerende. Selv da diagnosen uhelbredelig kræft blev stillet, fik han det bedste ud af det: samlede familien og afsluttede på bedste vis.

Og som så mange andre, havde vedkommend ønsker til hvordan asken skulle håndteres osv.

Trods omstændighederne var det en rigtig hyggelig dag. Familien blev efter afdødes ønsker samlet i hyggelige omgivelser. Et sted der både var underholdende for børn og voksne. Er sted hvor man oplever naturens storhed, nådesløshed og smukhed.

Da gik det op for mig, at omstændighederne måske ikke handlede om afdødes ønsker til hvilested, men om hans ønsker til hvordan familien skulle mødes en sidste gang for at sige farvel. Dagen handlede måske slet ikke om ham, men om os. Hans ønsker til os. Eller måske om begge dele.

Har opdateret min holdning. Når tiden kommer, tror jeg også jeg vil have ønsker for den aller sidste dag. Men den skal ikke være for mig. Den skal hjælpe de efterladte.

Hvil i fred svigerfar.