Jeg er så desillusioneret over vores politiske klima, at jeg snart ikke aner, om jeg føler mig hjemme i dette værdiforladte lorteland. Derfor har jeg skrevet det her latterlige brev til en af vores mest folkekære politikere.
Kære Inger Støjberg,
Under afslutningsdebatten kunne jeg ikke undgå at bide mærke i Deres uforbeholdne opbakning til staten Israel og dens politik.
Hvor er det dog befriende at se en politiker, der tør stå ved sine holdninger. I en tid, hvor mange svajer i vinden, fastholder De Deres støtte til Israels antiterrorindsats i Gaza – uden vaklen. Det kræver mod og konsekvens. Det fortjener respekt.
Men i takt med at de civile tab stiger – og titusindvis af børn ifølge internationale kilder nu er døde – står jeg som vælger tilbage med et etisk dilemma, som jeg håber, De kan hjælpe med at afklare.
Hvis man bakker op om en strategi, hvor børns død er en uundgåelig – eller måske endda kalkuleret – konsekvens:
Hvad er da den mest humane måde?
A. At snigmyrde dem med skud i hovedet
B. At sulte dem langsomt ihjel
C. At lade dem forbløde efter et droneangreb uden adgang til lægehjælp
Jeg spørger ikke som en part i konflikten. Jeg har ingen bånd til Mellemøsten – hverken etnisk, religiøst eller personligt. Jeg spørger som en jævn jyde. Som én, der har svært ved at forstå, hvordan støtte til en stat, ledet af religiøst ortodokse ekstremister – så fjernt fra danske normer og værdier – og som systematisk dræber børn, ikke også indebærer et stillingtagen til, hvordan det bør gøres mest hensigtsmæssigt.
På forhånd tak.
Med venlig hilsen Krukke
Norge har turde anderkende palæstinensisk statsdannelse. Hvorfor behøver vi stå tilbage for fjeldaberne? Norge er også gammelt NATO land.