Den nemmeste og mest åbenlyse streg i sandet er at stramme regler for lande uden for EU.

Men de fleste vil nok mene, at vi kulturelt og sprogligt har mere til fælles med Norge, Storbritannien, USA, Australien, New Zealand m.fl., end vi har med Grækenland og Polen. Det bliver mange særordninger, indtil der kun er muslimer og afrikanere tilbage udenfor (siger mine fordomme mig).

Vi har diskuteret det før (mener jeg): Det fundamentale problem er, at jeg ikke mener, vi arbejder mod en integration, og at vi ikke har gjort det længe. Så de tiltag, du måtte tænke på, er ikke forsøg på at integrere noget eller nogen, men på at assimilere. Jeg tror, flere af de ting, jeg nævner, gør både en assimilation og en integration sværere: "I skal være som os andre, hvis I vil være her, men fordi I bor på særlige steder, hvor vi historisk har sørget for, at I kunne bo, må vi straffe jer dobbelt så hårdt som andre. Vi må også straffe hele familien, hvis ét medlem er kriminelt. Nej, nej, Jens behøver ikke at give hånd, hvis han ikke har lyst, men du skal, Saira, ellers er du jo udsat for social kontrol". Så snart man laver lovgivning, der tydeligt skaber et "os" og et "dem", gør man integration praktisk umulig.

Det er fair at ville assimilation, men så kald det præcis dét. Lad være med at lade som om, man forsøger at integrere folk. De skal være som os, eller også skal de ikke være her. Men hvor stopper det så? Hvor meget homogen enhedskultur skal Danmark have? Lad være med at sige "vi ønsker"; det er ikke det, "vi" ønsker. Nogen gør, men ikke "vi". Personligt tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af en så binær tilgang til samfundet.