Jeg voksede selv op i en velstående familie. Vi var ikke rige, men vi manglede aldrig noget, og var ofte på ferier rundt omkring i verden. For nogle er det selvfølgelig det samme som at være rig, men det er et spørgsmål om perspektiv. Da jeg fandt min (nu) kone var det et gigantisk kulturchok. Tænk at en familie ikke engang havde råd til en årlig rejse til Rom? Ikke nok med det, men des mere jeg var i familien des flere vanvittige ting dukkede der op. De tog kviklån fordi en opsparing ikke var mulig, kviklån var en "nødvendighed" fordi de ikke anede hvordan man ellers skulle komme igennem resten af måneden. Deres hus var så faldefærdigt at de blev syge af bare at bo der. Vanvittigt i mine dengang 17 årige øre at man forfanden ikke bare kunne flytte i noget ordentligt, eller købe den computer man havde lyst til.

For mig den gang, var fattighed at man var nødt til at nøjes med en telefon fra sidste generation i stedet for den nyeste.

Jeg tror at de fleste har et ligeså privilegeret liv uden at vide det, fordi de simpelthen bare ikke møder de her mennesker der har så meget mindre end de selv har. Folk der ikke har noget, er sjældent dem der kommer i gymnasiet. Det er ikke dem du får som venner på universitetet, og det er ikke dem man møder på sin arbejdsplads.

Da jeg startede på universitet i sin tid, var der en gut som i ramme alvor ikke forstod hvordan man kunne blive hjemløs i Danmark. Han syntes ikke der var nogle undskyldninger for at være udsat, og hvis man var, var man selv ude om det. Senere på vores uddannelse blev han ramt af en virkelig slem omgang stress og angst og inden han havde set sig om var han droppet ud, mistet sit job og lejlighed og flyttet hjem til forældrene, og for at gøre værst værre, dumpet af sin kæreste. Jeg snakker stadig med ham i dag. Han har rykket sig gevaldigt fra den konfirmandliberale type han var da vi først lærte hinanden at kende...