Åh ha. Jeg havde fået en tid i fredags til en MR-skanning på et lille privathospital her mandag eftermiddag, fordi jeg endelig, efter 8 år, har energien og det mentale råderum, til at få behandlet mit skinnebensbetændelse.

Ydermere har jeg været så uheldig at have fået et eller andet der har sat sig i min len. Det er noget af det værste jeg har prøvet, jeg kan ikke bukke mig mere end 10 grader fremad, uden det føles som om jeg er ved at skide min nedre rygrad ud. Jeg er dog næsten 2 meter høj, og er født med en lige len, så jeg har længe frygtet at jeg på et eller andet tidspunkt skulle bokse med problemer i en discos eller noget lignende.

Så, forhåbningsfuld efter min gode konsultation fredag, havde jeg et lille håb om at den ufatteligt flinke og kompetente læge jeg snakkede med også måske kunne tage et kig på hvad det var.

Lørdag sad jeg ligesom så mange andre og beundrede tordenvejret sammen med min kæreste, og vi diskuterede hvor store de her kræfter egentlig er.

Fastforward til mandag morgen, hvor jeg får et opkald fra hospitalet som informerer om at bygningen er blevet ramt af et lyn og MR-skanneren er stået af….

🫠🫠🫠