I dag med snakken om PISA, brainrot, shorts og andre små videoer der ender i børnehøjde, lærte jeg noget, der fik mig til at tænke over, hvor langt feed-kulturen egentlig rækker.

Fra mit arbejde ved jeg, at handlen med stoffer i mange år mest foregik på Snapchat. Men dét ved Snap var, at det var noget, man skulle opsøge. Jeg går ud fra, man skulle kende en, der kendte en, og selv tage initiativet til kontakten. Der var en form for proces, individet selv skulle tage for at opnå noget.

Nu har jeg opdaget, at det er flyttet til TikTok, og dér er dynamiken den stik modsatte. Jeg bruger ikke selv mediet, men ved da, at det er et langt algoritmisk feed alle kan havne i der bruger mediet.

Jeg blev fortalt, at alle fanget i den algoritme (så vidt jeg forstår) får serveret videoer med links til køb af stoffer, dertil kommentarfelt og profiler med bestillingsmuligheder, "hurtig levering i hele landet" og alt det, der ligner en helt almindelig webshop. Selvfølgelig er der nogen, der opsøger det, men samtidig bliver det en del af algoritmen. (Er der også her salget af de ulovlige vapes sker?)

Og det er netop forskellen. På Snap skulle profilen opsøges. På TikTok finder stofferne dig, med videoer om hvor fedt det er, og hvor tilgængeligt det er. Algoritmen ved ikke, hvad en "god kunde" er, den ved vel bare, hvad der holder øjnene fast på skærmen, og tydeligvis er det helt fint som indhold.

Et afhængighedsskabende feed, der også feeder afhængighedsskabende varer.

Det er skruen uden ende. Når det fungerer så godt som markedsføringskanal for ulovlige varer, og ingen har bedt om det, er det især nemt for unge og børn at falde i her.

Jeg tænker bare, fuck altså, vi er virkelig på dybt vand efterhånden.